Vestlollands Slægtsforenings Forening fejrer 25-års jubilæum - med et års forsinkelse.
NAKSKOV Egentlig var det sidste år, helt nøjagtigt 28. februar 2021, at de vestlollandske slægtsforskeres forening rundede det kvarte århundrede.
Det gik dog yderst corona-stille for sig. Men i år skal det fejres - med en reception i forbindelse med den årlige generalforsamling, hvor alle medlemmer og enhver, som er interesseret i slægtsforskning, er velkomne. Det er torsdag 24. februar klokken 19 i Nakskov Lokalhistoriske Arkivs avissal, hvor foreningen altid afholder sine møder og klubaftener.
- Slægtsforskning er meget populært - ja faktisk er interessen stigende, fortæller Hanne Britt Johannessen, formand for foreningens bestyrelse.
I 2006 havde foreningen 83 medlemmer. I dag er medlemsskaren oppe på 117. Men én ting kendetegner medlemmerne gennem alle 25, nå nej, 26 år. De er alle mere eller mindre grå i toppen.
Når interessen for ens aner bliver vakt, er det typisk i en alder, hvor alle dem, som man kan spørge om de ting, desværre er væk. Så derfor er man nødt til at søge i arkiverne og kirkebøgerne, hvis man vil stykke historien om sin slægt sammen.
Jagten er det sjove
- Det var nu lidt sjovere førhen, hvor vi rejste rundt for at kigge i kirkebøgerne, eller tog til København for at lede i arkiverne. I dag kan vi finde de samme ting hjemme ved vores skærm. Det er lettere men også lidt mere kedeligt, siger Lone Rasmussen, som har været med i foreningen i mange år og også sidder med i bestyrelsen.
Men uanset om man sidder med bøgerne i hånden eller studerer dem elektronisk, så er jagten den samme. Og det er netop det at søge og finde, som er det fascinerende ved slægtsforskning, slår foreningens næstformand Anne Hansen fast.
Formanden nikker og supplerer:
- Jo vanskeligere det er at finde nogle bestemte data, jo sjovere er det faktisk, når det lykkes at finde frem til dem. Det er næsten, som når det lykkes at løse en svær 2. grads-ligning!
- Det er nu også, fordi det har noget med ens familie at gøre. Det er jo altid sjovt, lyder en anden forklaring på slægtsforskningens fascination. Den kommer fra Anne Hansen.
Men ens for alle slægtsforskere er det, at man skal have tålmodighed og god tid. For når man først sætter en jagt i gang foran skærmen, så spurter timerne bare afsted. Og inden man får set sig om, så er det halve af en aften væk.
Deprimeret prismodtager
Men selvom det meste kan findes via nettet, så kan det alligevel give noget ekstra at tage på tur for at finde frem til slægtninge, som kan vise sig at gemme på fascinerende historier.
Som dengang Hanne Britt Johannessen tog til Blekinge for at opsøge søskende til sin svenske oldefar.
- På den tur fandt jeg ud af, at jeg langt ude er i familie med den svenske forfatter Harry Martinson. Måske er der ikke så mange, som kender ham i dag. Men faktisk modtog han nobelprisen i litteratur i 1974 - sammen med en anden forfatter. Forhold omkring prismodtagelsen gjorde ham så deprimeret, at han tog sit eget liv i 1978 - ved at stikke en saks i maven, fortæller hun og fortsætter:
- Og selvom historien er sørgelig, så er det den slags fortællinger, som gør, at der kommer saft og kraft på de tørre tal i arkiverne og kirkebøgerne og tinglysningsbøgerne og lægdsrullerne, og hvad vi slægtsforskere ellers dykker ned i for at finde frem til oplysninger om vores forfædre.