Kvindelig massemorder kvalte spædbørn

Grusommere massemorder havde landet ikke kendt til.

Ingen med sanserne i behold fattede, at Dagmar Overby kunne myrde så mange spædbørn.

For ikke at sige; så hurtigt og skruppelløst.

Samtiden kaldte hende »Englemagersken«. Det poetiske tilnavn tjente måske også til lettere at udholde tanken om hendes makabre forbrydelse.

Reelt kværkede eller druknede den forfængelige Dagmar Overby sine forsvarsløse ofre i minutterne eller timerne efter, at hun havde fået dem overdraget af deres mødre til bortadoption.

For ulejligheden tog hun sig godt betalt. Honoraret på 200-300 kroner udgjorde en pæn sum i 1900-tallets første årtier.

Muligvis 25 børn

Mindst ni, muligvis 25 nyfødte spædbørn gjorde Dagmar Overby engle af.

Uanset tilnavnet skånede forestillingen om spædbørnenes himmelske tilværelse hende ikke. Tværtimod. Retsreferaterne fra dengang vidner om en håndfast behandling. Og udgør en levende beskrivelse af datidens forhold.

Den dramatiske retssag blev massivt dækket af alle landets aviser.

Kjøbenhavns Retspalæ i Fredericiagade tiltrak store folkemasser under de tre dages proces. 50 betjente måtte danne en levende mur foran bygningen for at forhindre ophidsede københavnere i at invadere bygningen.

Babyknogler

Dagmar Overby indrømmede sin skyld, men kun i de tilfælde, politiet klunne fremvise konkret bevismateriale som babyknogler fra hendes kakkelovn og tøj fra de ombragte børn.

Den 3. marts 1921, efter 105 minutters votering, blev hun af retspræsident Winther dømt til døden.

Den blev ikke eksekveret. Dødsstraffen var i praksis afskaffet nogle årtier forinden, hvorefter Kong Christian den Tiende rutinemæssigt ændrede hendes dom til livsvarigt fængsel med den ekstraordinære klausul, at hun aldrig nogensinde uanset omstændighederne blev sluppet fri. Kravet blev ført til protokols.

Falskere varebetegnelse end Englemagerske gives næppe. Dagmar Overby havde ingen skrupler. De døde spædbørn blev smidt i parker, på kirkegårde eller i en godt varm kakkelovn.

Kynisme var en præmis

Tiderne var mere moralske ved 1900-tallets begyndelse. Kynisme var en præmis i livet, og velfærdstat et ukendt begreb.

At blive gravid kunne for den ugifte kvinde have omfattende konsekvenser. En fyreseddel og et krakelleret fremtidsperspektiv var nogle. Fordømmelse og social udstødelse andre.

Datidens pres på kvinder i ulykkelige omstændigheder var netop, hvad Dagmar Overby forstod at udnytte.

Da hendes forbrydelser blev remset op for den overfyldte retsbygning, græd tilhørere som pisket.

Det og meget andet stod at læse i aviserne i de martsdage, sagen rullede.

Referat i Jyllands-Posten

Jyllands-Posten - eller Jyllandsposten, som vi hed dengang - skrev den 2. marts 1921 om retssagens begyndelse:

Lidt før Kl. 9 kjørte en Automobildroske op foran Indgangen med Dagmar Overby under Bevogtning af to Opdagelsesbetjente og en kvindelig Arrestbetjent. Da Fru Overby, idet hun steg ud af Automobilen, fik Øje på Pressefotograferne, fik hun travlt med at dække sit Ansigt til, og hun skyndte sig ind i Retsbygningen.

Der herskede Dødsstilhed, da hun præcis paa Slaget 9 blev ført ind til sin Plads i Retslokalet. Man saae strax, at hun er forfængelig; hun var pyntet i Dagens Anledning, og hun saa helt tækkelig ud i den Sorte Nederdel og i det hvide Liv med klare Ærmer. Idet hun satte sig, spillede der et lille bittert Smil om hendes Mund.

Sagen havde optaget befolkningen i måneder. Før radio og tvs tid udgjorde avisreportagerne landets vigtigste nyhedsformidling. Jyllandspostens fyldige og velskrevne reportager bar præg af live-tv.

Læserne fik detaljer om dommerens vrede slag i bordet, vidnernes vigende blikke, tiltalte Dagmar Overbys besvimelser, de tililende assistenter med kamferdråber, de masende folkemasser, der ventede dagen lang foran retsbygningen med madpakker og varmt vintertøj.

Fra avisreportagerne ved vi, at Englemagersken ingen tegn viste på følelser, sorg eller fortrydelser. Ikke da knoglestumperne, man havde fundet i hendes kakkelovn, blev vist frem. Heller ikke da opløste, grådkvalte mødre fortalte om den tillid, de følte til Dagmar Overby, da de overdrog hende deres nyfødte børn.

Hun hoverede

Englemagersken nærmest hoverede. Følte hun, at dommeren ikke havde opfattet, hvor fermt hun aflivede et pædbarn, korrigerede hun ham.

»Mens moderen endnu var på vej ned ad trapperne,« tilføjede hun til dommerens spørgsmål om, hvornår et bestemt barn var blevet stranguleret med en strop.

På skift fortalte kvinderne om deres møder med Dagmar Overby. Om hendes løfter om trygge hjem. Forbrydelserne erkendte Dagmar Overby uden tegn på anger.

»Jo, ham husker jeg godt. Det var en køn lille dreng. Jeg fik 200 kroner for at tage ham. Jeg tog livet af ham i en balje vand,« kunne hun sige.

Dagmar Overby havde indrykket annoncer i aviser og blade, hvor hun tilbød mødre at formidle adoptioner, hvis de af den ene eller anden grund var kommet i ulykke og ikke havde mulighed for at beholde barnet.

Ved en bestemt lejlighed udgav hun sig for at repræsentere en velhavende jysk sagfører.

Mødrene mødte op i lejligheden på Enghavevej 21, hvor de afleverede barnet og engangsbeløbet til Dagmar Overby. Hendes fremtoning gav ingen anledning til mistro.

Jyllandspostens journalist skriver den 3. marts:

Næsten alle Vidnerne udtaler, at Fru Overby gjorde et godt Indtryk paa dem, idet hun tilsyneladende var god imod Børnene.

Forbrydelsen sat i system

Politiet afdækkede desuden, at Dagmar Overby havde sat sin forbrydelse i system. Som der står at læse:

Det oplystes, at Fru Overby umiddelbart før sin Anholdelse har været ude efter endnu et Barn. I et Avertisement i Bladene ønskede et ungt Par et drengebarn bortadopteret, og blandt Billetterne var et brev fra Fru Overby, der nu opgav at være fra Italien, og Brevet var skrevet i norske Vendinger.

- Hvorfor? spørger Retspræsidenten.

Intet Svar.

- De må da vide, hvorfor De pludselig giver Dem til at skrive i norske vendinger?

Nu falder Fru Overbys Svar skarpt.

- Det kan være lige meget. Jeg gider ikke svare paa det; for det har jo ingen Betydning.

Dagmar Overby var 33 år på tidspunktet for sin dom. Hendes forbrydelser havde stået på i flere år. Hvor mange er uklart. De første barneforsvindinger, hun kunne mistænkes for, foregik ti år tidligere.

Under det nationale påstyr forårsaget af retssagen henvendte kvinder sig på stribe til politiet og fortalte, at også de i tidens løb havde afleveret deres barn til Dagmar Overby. Endnu flere formodes at have holdt sig væk.

Under de indledende politiforhør i byretten året før indrømmede Dagmar Overby 16 mord. Politiet havde hende mistænkt for 25, inklusiv mindst et af hendes egne børn, som hun efterlod på Hornslet egnen ved Århus.

Oprindelig kom Dagmar Overby fra landsbyen Assendrup ved Århus. Hendes far, Søren Julius August Overby, og moderen Ane Marie Petrine blev ført som vidner i retten og kunne her berette, at Dagmar som lille var et aparte barn, uden legekammarater og med hang til at lyve.

»Det skulde altid være saa stort med Dagmar,« sagde den gamle kone, hvis ryg var kroget af Slid.

Allerede som barn havde Dagmar været slem til at rapse og blev derfor sendt ud at tjene som 12-årig. Hun vendte tilbage til forældrene, der atter sendte hende bort. Igen med skidt resultat.

Sin første fængselsdom afsonede Dagmar Overby på Fyn som 20-årig. Efter den fik hun plads hos en århusiansk restauratør, hos hvem hun fik et barn med en af stedets tjenere.

Husholderske i Randers

Dette barn døde kort efter under uopklarede omstændigheder.

I de kommende år fødte Dagmar Overby flere børn, dels i et kort ægteskab med en agent Nielsen, dels mens hun var husholderske hos en husmand sydøst for Randers i 1913.

Omkring 1915 flyttede Dagmar Overby til København, hvor hun flyttede sammen med fyrbøder Svendsen. Også med ham fik hun et barn, som døde af ukendte årsager.

I 1918-1919 afsonede hun endnu en dom for tyveri.

Dagmar Overby var med andre ord en omfarende kvinde, der ikke syntes at blive ret længe noget sted.

I landsretten kom det desuden frem, at hun var storforbruger af billig narko. Hun sniffede æter og drak petroleum i form af naftadråber.

På rettens førstedag blev en århusiansk fabrikant kaldet Træskomanden Sørensen Filt afhørt. Han påstod, at Dagmar Overby havde aftalt at gifte sig med ham. Det blev dog kun til, at hun fødte endnu et barn, som de to i fællesskab efterlod i en lade 15 kilometer fra Sørensen Filts gård.

»Jeg er ikke Faderen. Hun er fuld af Løgn. Hun havde andre Kjærester,« råbte fabrikanten.

I avisen stod:

Under Filts Forklaring lægger man Mærke til, hvorledes Dagmar Overby ofte maa dukke sig for at skjule, at hun er lige ved at briste i Latter, og i det Hele tager hun øjensynligt Sagen med den største Sindsro.

Hun indrømmede alt

Allerede på førstedagen af retssagen indrømmede Dagmar Overby at have dræbt alle de spædbørn, der blev spurgt til. Retspræsident Winther forstår hende ikke. Han spørger:

- Hvorfor tog De alle de plejebørn?

- Det veed jeg ikke.

- Det var vist en god Forretning?

- Nej.

- Hvorfor gjorde de det så?

- Selv om De piner mig nok saa meget, kan jeg ikke forklare det.

Hendes motiv kom aldrig frem. Om end grådighed synes at være et godt bud.

På et andet tidspunkt under retssagen forsvarede Dagmar Overby sig med, at hun aldrig dræbte børnene med overlæg. Hun hævdede, at hun i hvert enkelt tilfælde fik en pludselig indskydelse, hun ikke kunne beherske.

Galt gik det i hvert fald. Havde det ikke været for en kvinde omtalt som unge frøken Aagesen, havde Dagmar Overby muligvis gjort en hel del flere engle af københavnske børn.

Karoline Aagesen var en ung arbejderske, som i slutningen af juli 1920 fødte en pige uden for ægteskab. Hun kunne ikke beholde barnet og søgte via en annonce i avisen efter en familie til barnet.

Englemagersken svarede. Den 30. august afleverede Karoline Aagensen både penge og barn på Enghavevej.

Knap havde hun vendt ryggen til, før barnet blev kvalt i en balje og og et par timer senere brændt i kakkelovnen.

Næste dag sendte Dagmar Overby Karoline Aagesen en besked: Lille søster har det godt og har næsten ikke grædt, stod der.

Det trøstede ikke den desperate mor. Hun fik det værre. Hun fortrød og vendte tilbage til Dagmar Overbys lejlighed for at hente sit barn. Pengene kunne være lige meget.

Men af børn var der ingen. Dagmar Overby påstod, at hun havde giver pigen til en kvinde på Istedgade, som hun ikke kendte i forvejen.

Karoline Aagesen troede hende ikke. Hun følte, at der stak noget under og gik til politiet.

Lejligheden lugtede fælt

Allerede samme dag sendte ordensmagten to betjente derud. Lejligheden lugtede fælt. De besluttede at gennemsøge den. Stor var deres overraskelse, da de fandt babyens tøj, som Dagmar Overby endnu ikke havde fået solgt. I kakkelovnen lå det mest uhyggelige: Resterne af unge frøken Aagesens datter.

Dermed var en af historiens værste forbrydere blevet afsløret.

Efter dommen blev Dagmar Overby indsat i Kvindefængslet på Christianshavn og senere overført til Vestre Fængsel, hvor hun døde otte år senere, i 1929.

Næsten 80 år efter retssagen blev pensioneret politimand Poul Fjeldgaard opsøgt af en ældre kvinde på Politihistorisk Museum, hvor han var leder.

»Nu skal jeg alligevel fortælle dig noget om Dagmar Overby, som du ikke ved,« sagde hun.

Poul Fjeldgaard gengiver den ældre kvindes historie i sin bog Gamle Danske Kriminalsager fra 2004.

Hun fortæller:

»Min mor var kommet galt af sted, og resultatet blev altså mig. Hun var dybt ulykkelig, men kunne ikke beholde mig og valgte at skaffe de 300 kroner til Dagmar Overby. Den dag, hun skulle aflevere mig, var Dagmar Overby trods aftalen ikke hjemme. Da min mor ikke anede, hvad hun skulle stille op, ringede hun på hos naboerne og bad dem passe mig, indtil Dagmar Overby kom hjem. De 300 kroner fik de også. Det utroligt heldige for mig var, at da de søde naboer havde haft mig et par timer, syntes de, at jeg var sådan en sød lille en.

De besluttede at beholde mig.«
jakob.rubin@jp.dk

Tak til:

Arkivar Kirsten Skot Mathiesen, Jyllands-Posten.

Poul Fjeldgaard og Politihistorisk Museum.