Du har sikkert hørt om dem, beretningerne fra tærsklen til døden, fortalt af dem, der er vendt tilbage til livet. Man ser et hvidt lys, man rejser gennem en tunnel, man kommer til et nyt sted. Eller man svæver ud af kroppen og ser sig selv og omgivelserne udefra. Er det en slags livagtig drøm eller et tegn på, at der er liv efter døden?
Døden er et vilkår ved tilværelsen. Den ligger som en horisont, der gennem tiderne har skabt religioner, eksistentielle kriser, filosofiske overvejelser, frygt, angst – og en masse kunst. Og forestillingen om, at sjælen lever videre, når kroppen dør, er også meget stærk. Men er der noget videnskabeligt belæg for det? Her er nærdødsoplevelser det logiske sted at søge hen.
Traditionelt har interessen for nærdødsoplevelser primært været anekdotisk og religiøs. Men i de sidste ti år er også videnskaben begyndt at interessere sig mere for døden. Så hvordan ser nærdødsoplevelser ud i et systematisk videnskabeligt lys? Det har især forskningsprojektet AWARE undersøgt, og selv om de ikke kan give svaret på, om der findes et evigt liv eller ej, er vi kommet et par skridt tættere på at forklare, hvad der sker, idet vi dør. I november 2022 fremlagde forskergruppen resultaterne af anden runde af deres forskning kaldet AWARE II, som bekræfter de første resultater fra 2014, men nu med grundigere data.
Lad os se på, hvad der sker med os, når vi dør.
Dit hjerte er holdt op med at slå. Og du mærker det måske. Måske ved du, at du er død. Og du kan måske endda høre nogen erklære, at du er det. Man kan i hvert fald måle, at der stadig er hjerneaktivitet i den cerebrale cortex i op mod 20-25 sekunder, efter at døden indtræder i form af hjertestop. Herunder at man formentlig kan både høre og forstå, hvad der bliver sagt.
Nogle bliver genoplivet (for eksempel med hjertemassage eller hjertestarter) og vender tilbage, en del af dem desværre med hjerneskader. Under de rette omstændigheder kan man genoplives, i over en time efter at hjertet holdt op med at slå, men den manglende blod-/ilttilførsel har ofte skadet hjernen. Og en af de vigtigste grunde til, at den medicinske forskning har intensiveret studierne i hjernens tilstand, når man dør, er ønsket om at forbedre mulighederne for at få folk tilbage til livet i en så god mental tilstand som muligt.
I den forbindelse undersøger man også, hvad folk fortæller, de har oplevet under deres ‘nærdødsoplevelser’, der i øvrigt er en dårlig betegnelse, eftersom man ikke er døden ‘nær’, men rent faktisk har været død og er blevet genoplivet. Men det er nu engang den betegnelse, man bruger.
Omkring 9-15 procent af genoplivede patienter beretter om nærdødsoplevelser. En systematisk, men anekdotisk registrering af disse beretninger begyndte i 1960’erne og blev for alvor kendte i offentligheden med den amerikanske psykiater Raymond Moodys bestseller Life After Life fra 1975, hvor han har interviewet 150 mennesker, der har haft nærdødsoplevelser. Han konkluderer ud fra deres erfaringer, at der er et liv efter døden, hvilket er blevet heftigt debatteret lige siden, da der jo kan være tale om hallucinationer eller en slags drømme.
Han opregner nogle genkommende træk ved nærdødsoplevelsen, som du sikkert har hørt om: en følelse af fredfyldthed, et syn af at blive transporteret gennem en tunnel, et blændende, men behageligt hvidt lys, at ens liv lynhurtigt passerer revy (nogle gange med en selvevaluering af, om man har gjort det godt nok), og nogle få oplever at indtræde i en ny verden, der tolkes som et efterliv, hvor man måske endda møder sine afdøde slægtninge. Og så er der ud-af-kroppen-oplevelserne, hvor man kan opleve, at man svæver op over sit leje og ser situationen på operationsstuen udefra med læger eller andre, der er i færd med at genoplive én.
At de er ‘genkommende’, betyder ikke, at de altid forekommer; det betyder ikke engang, at de forekommer tit. Og det er en vigtig pointe, at mange nærdødsoplevelser er helt anderledes og kan være fyldt med frygt og mareridtsagtige scener – eller bare være dybt forvirrende. Nærdødsoplevelser er i høj grad individuelle.
Men der er ingen tvivl om, at nogle har varianter af disse oplevelser; det er ikke noget, de finder på. De går igen på tværs af kulturer, omend der er kulturelle variationer. Så hvad kan en sådan oplevelse i en ekstrem tilstand fortælle os om døden?
Det er her forskningsprojektet AWARE II (på University of Southampton) kommer ind i billedet. Lederen af projektet er britiske Sam Parnia, professor i medicin og verdens førende ekspert i nærdødsoplevelser. Som god videnskabsmand forholder han sig ‘agnostisk’ til sagen. Det vil sige, at han ikke er styret af en forudfattet mening om, hvorvidt der er en realitet bag disse oplevelser, eller om de er rene hallucinationer. I stedet tester, måler og lytter han og hans kolleger til så mange tilfælde som muligt, hvor der i forvejen bliver målt på hjernen under nærdød og genoplivning.
Grundlæggende er der tre slags forklaringer af nærdødsoplevelser: transcendentale, psykologiske og naturvidenskabelige.
De transcendentale er som regel knyttet til religiøse forestillinger om et liv efter døden. Nærdødsoplevelserne ses som klare tegn på, at sjælen forlader kroppen, at der er en passage og et liv efter døden, sådan som Moodys bog gør. Mange genoplivede patienter ændrer livssyn, og en del bliver mere religiøse eller spirituelle.
De psykologiske handler om, at nærdødsoplevelserne er en reaktion på dødserfaringen. Det kan være i form af en stress-/angstbetinget reaktion, hvor man mentalt adskiller sig fra sin krop. Eller det kan – mere positivt – handle om, at man har nogle forventninger til døden, som kommer i spil i den drømmeagtige tilstand, man befinder sig i. Og endelig kan det ifølge endnu en teori være en slags genkaldelse af ens fødsel, hvor man netop trænger gennem en kanal og ud i lyset.
De fysiologiske forklaringer handler i høj grad om, hvad der sker i hjernen (og i tilførslen til hjernen). Det er især her, AWARE-projektet kommer ind i billedet med systematiske forsøg og målinger. Så lad os opholde os lidt ved dem.
Hjernen er ikke kun vores adgang til omverdenen gennem sanserne, men skaber som bekendt også forestillinger, drømme og hallucinationer. Man kan endda med narkotiske stoffer (såsom LSD eller meskalin) skabe meget livagtige hallucinationer.
Når man dør, er kroppen og hjernen naturligt nok overbelastet, også når den døende ligger nogenlunde roligt set udefra. Man har fundet ud af, at lige før man dør, er der en ekstrem elektrisk aktivitet i hjernen, som kan betyde en hyperopmærksom tilstand, altså en alarmtilstand. Det kombineres med en reduceret blodtilstrømning fra det døende hjerte, og de kan tilsammen fremkalde drømmeagtige tilstande, ikke ulig dem, man oplever ved søvnlammelse.
Har du prøvet at have søvnlammelse? Det har jeg, og som barn skræmte det mig fra vid og sans, fordi jeg troede, jeg var blevet lam. Man er halvt vågen, men man kan ikke røre sig. Det føles bogstaveligt talt, som om man er lam. Jeg fandt ud af, at måden at komme ud af tilstanden på var at koncentrere mig om at øge vejrtrækningen. Med øget vejrtrækning kommer der mere ilt til hjernen, og efterhånden fungerer hjerne-/kropssystemet normalt igen.
Ud over selve lammelsen er der nogle gange hallucinationer forbundet med den tilstand. For mit vedkommende var hallucinationen næsten altid, at en person, jeg kender (som regel en af mine forældre), kom ind i rummet for at se, om jeg stadig sov. Og gik igen, fordi jeg ikke kunne signalere, at jeg forsøgte at vågne. Uhyggeligt og samtidig knivskarpt – skarpere og mere realistisk end en normal drøm, der er mere mærkelig og usammenhængende. Selv om jeg havde lukkede øjne, kunne jeg se det lokale, jeg lå i, meget detaljeret og sammenhængende. Alt var så virkeligt, at jeg faktisk troede, en forælder havde været der. Men når jeg spurgte, havde vedkommende bare ligget og sovet. Det var bare en meget livagtig drøm.
Pointen er, at nogle af de oplevelser, man har, når man dør, kan have en lignende karakter og fysisk årsag. Ikke mindst ud-af-kroppen-oplevelserne, hvor man ser en realistisk gengivelse af ens omgivelser, snarere end en forvirrende drøm, og som derfor ikke opleves som en drøm.
Derudover vil en elektrisk overstimuleret hjerne ofte fremkalde hvidt lys og kan også fremkalde billeder af en tunnel. Og endelig udskilles der endorfiner i forbindelse med kroppens sidste kramper, som kan give følelsen af fredfyldthed og lykke.
Så det er muligt at redegøre for nærdødsoplevelser på et fysiologisk grundlag. Men det betyder ikke, at de to andre forklaringsmodeller (den transcendentale og den psykologiske) er udelukket. At noget sker i hjernen er ikke det samme som at der ikke er en psykologisk grund til at de forekommer, og det modbeviser heller ikke, at der kan være en transcendental realitet bag. Som lederen af forskningsprojektet Sam Parnia understreger: Kærlighed til ens børn er forbundet til udskillelsen af oxytocin i hjernen, men det betyder ikke, at kærligheden ikke findes.
Men hvordan kan man teste den transcendentale idé, altså teste, om der er et liv efter døden? Det kan man ikke direkte; hvis der er et hinsides, er det nok ikke sådan lige observerbart. Men man kan teste én ting: om dem, der har en ud-af-kroppen-oplevelse, ser noget specifikt, som de ikke kan have gættet sig til på anden vis.
Derfor har man i AWARE-projektet som forsøg opstillet hemmelige billeder i udvalgte operationsstuer på forskellige hospitaler – oppe på væggen, dækket af en vandret skærm under billedet, så de kun kan ses af svævende personer, ikke når man står på gulvet eller ligger på operationsbordet. Der er tale om markante motiver, som man ville bemærke, hvis man så dem. Lægerne og sygeplejerskerne får ikke at vide, hvad billederne forestiller, så der er tale om en slags dobbeltblindtest.
Hvis personer med en ud-af-kroppen-oplevelse beretter om, hvad de så i lokalet, mens de svævede, og kan fortælle om billedet, som de ellers ikke kan have set, så er der grund til at tro, at der er noget overnaturligt på færde. Hvis 100 personer omvendt beretter om at have set lokalet svævende over deres dødsleje uden at nævne billedet, er det … ikke et sikkert bevis for, at der ikke er mere mellem himmel og jord, men det gør dog idéen om, at det, der sker i denne situation, er, at en sansende sjæl svæver over kroppen, noget mere usandsynlig.
Og hvad har forskerholdet så fundet ud af? Indtil videre har ingen set billederne. Men det er også begrænset, hvor mange der indtil videre har levet op til kriterierne: at blive genoplivet og have haft en nærdødsoplevelse, der indebar en ud-af-kroppen-oplevelse med observationer af rummet på en af de afdelinger, hvor der hang et sådant billede – og være klar nok i hovedet bagefter til at kunne berette om det. 567 personer har indtil videre kvalificeret sig til at indgå i undersøgelsen. Der skal gå nogle år endnu, før der kan drages en konklusion på eksperimentet. Men i hvert fald er der ingen tegn på en sjæl, der skulle have forladt kroppen og været i stand til at observere det reelle operationsrum.
Så hvor bringer det os hen?
Når man undersøger nærdødsoplevelser naturvidenskabeligt, er der indtil videre ikke nogen tegn på, at det, man oplever, er en reel passage til det hinsides. Men det betyder ikke, at nærdødsoplevelser dermed er ligegyldige hændelser, der kan affejes som pjat.
For tilbage står, at nærdødsoplevelserne eksistentielt påvirker de folk, der gennemgår dem. Og måske er det det vigtigste – at det at have været død giver et nyt perspektiv på livet og på ens egne moralske gerninger. Mange beretter om, at de bliver mere kærlige, opmærksomme og taknemmelige for livet. Nogle beretter også om en større sans for, hvad der er vigtigt og rigtigt. Og samtidig oplever mange, at frygten for døden mindskes eller helt forsvinder. Det giver god mening. Man har jo ligesom været der.