Fotograf forevigede de levende og de døde

Den står i højre side af det tæt pakkede skrivebord. Den lille tunge aflange mørke trækasse.

På et bord i et lokale, der rummer utallige små og store fragmenter af historie, har også den sin helt egen historie.

Som den står der lige ved siden af en moderne computer og bygger bro mellem en smuk forårsdag i 2015 til dage, som ligger omkring 150 år tilbage i tiden.

Og da Maria Wehde med hænderne stukket i et par rene hvide stofhandsker forsigtigt åbner kassen afslører den, at den også i sit indre, bærer på historie.

Masser af historie.

Og historier.

Om mennesker, der er fastfrosset i et meget kort øjeblik af deres liv – og i nogle tilfælde også deres død.

I dag er de alle for længst borte.

Modellerne og fotografen.

Men korte øjeblikke af deres liv er blevet udødeliggjort på de fotografiske glasplader, der omhyggeligt er stablet og anbragt i den lille tunge æske.

Og i mange andre lignende kasser, gulnede kuverter og cigarkasser.

Konsulent Maria Wehde, der er uddannet arkæolog, tager imod på Kolding Stadsarkiv.

Her løftede man for blot et par måneder siden forsigtigt den første flig af noget, der kan blive en endog meget omfangsrig historie om en fotograf og i hundredvis af mennesker, der levede for omkring 150 år siden i Kolding, som i 1860 havde 3.978 indbyggere.

Mennesker, der alle er fotograferede af Dines Christian Jochum Pontoppidan Aagaard – af nemheds grunde underskrev han sig P. Aagaard, men kaldes ofte blot Aagaard.

Inden vi går videre til de mellem 1.300 og 1.500 unikke glasplader, der er dukket op i Kolding, er det værd at dvæle en stund ved fotografen, der havde en helt speciel indgang til virket som portrætfotograf i en gammel nu nedrevet ejendom med adresse i Rendebanen. Han fik borgerbrev (næringsbrev) i 1835 og købte ejendommen tre år senere.

Aagaard blev født som søn af en købmand i Kolding i 1807. Han blev uddannet maler i Flensborg, men ud over det håndværksmæssige havde han også en kunstnerisk åre, hvorfor han senere blev uddannet på gips-linjen på Kunstakademiet i København.

Fra ejendommen i Rendebanen drev han en malerforretning , men han virkede også som kunstner.

Da fotografiet blev lanceret i Danmark, blev han straks fascineret af denne nye måde at lave portrætter på, og i 1857 åbnede han i forbindelse med sin forretning et af de første fotografiske atelierer i landet.

Han indrykkede en annonce i det lokale dagblad, hvor han opfordrede alle til at lade sig forevige på denne nye moderne måde – og det var der rigtig mange, der valgte at gøre.

Billederne, der nu igen er dukket op på Kolding Stadsarkiv, er lavet i perioden fra 1857 til omkring 1880

»Hvordan han fik den idé – og hvor han lærte at fotografere – det ved vi endnu ikke noget om,« siger Maria Wehde til Jyllands-Posten.

»Men han nåede at lave mellem 1.300 og 1.500 fotografier  inden han flyttede til København, hvor han døde i 1899 i en alder af 92 år.«

Fotografiet blev i Frankrig udviklet af Niepce og Daguerre i begyndelsen af 1800-tallet. Niepce tillægges det første fotografi taget i 1826, men opfindelsen blev efter dennes død gjort færdig af Daguerre, der første gang beskrev sin teknik i 1838.

Så da Christian Aagaard kastede sig over fotografiet var teknikken ikke mere end 20 år gammel.

I sit arbejde anvendte han glasplader, der var påført et ganske særligt stof. Kollodium-plader kaldes de og disse blev blot anvendt i 20 år inden de blev erstattet af den langt bedre gelatine-plade.

Læs træk af fotografiets udvikling her

Aagaard-samlingen i Kolding er blot den ene af to samlinger af portrætter på kollodium-plader i Danmark. Den anden findes i Aalborg, hvor den tysk fødte danske fotograf Heinrich Tønnies anvendte samme teknik.

Det er blot et par måneder siden, at Aagaard-samlingen blev fundet – eller rettere genfundet – i Kolding og Maria Wehde er sammen med sine assistenter Gitte Cordtz og Lennart Petersen i fuld gang med at undersøge, registrere og rense Aagaards mange hundrede glasplader.

Man ved, at andre i årenes løb har fordybet sig i samlingen eller i dele af denne.

»Faktisk blev der udført noget registreringsarbejde så sent som i 1982, men selvom det ikke er så længe siden, så ved vi faktisk ikke, hvem der dengang havde fingrene i arkivet. Ligesom så meget andet, er vi ved at finde ud af det,« fortæller en entusiastisk Maria Wehde.

Samlingen dukkede op igen, da man på Kolding Havn var i færd med at rydde et fjernarkiv, der nu er lukket.

»Vi vidste godt, at der i havnemagasinet befandt sig et helt rum med glasplader (negativer) og positiver, men ikke hvilke. En eller anden havde ganske vist på et eller andet tidspunkt skrevet ”Aagaard” på døren til rummet med glasplader, men det tillagde man ikke nogen videre betydning – og havde ikke drømt om, at Aagaard-samlingen befandt sig i arkivet,« fortæller Maria Wehde og fortsætter:

»Det var en værre rodebunke, men da vi fandt en samling glasplader, der var blevet sorteret og mærket af urmager og amatørfotograf Ludvig Thomsen, der døde i 1935, fandt vi ud af at billederne måtte være lavet af Aagaard. Vi ved det ikke, men det er meget muligt, at Aagaard af en eller anden grund simpelthen har overdraget sit arkiv af kollodium-plader til Thomsen.«

Hun fortæller, at en af grundene til, at man kunne udskille Aagaards billeder blandt andre var, at baggrunden, mønsteret på gulvtæppet og måden de fotograferede var stillet op på i atelieret, går igen på langt de fleste billeder. De har alle en ganske særlig stil og er relativt let genkendelige.

»Han var i øvrigt noget af et rodehoved og en sjuske-Dorte,« smiler hun.

»Der er huller i bagtæppet og på mange af glaspladerne flyder det med diverse ting og redskaber omkring modellerne. Detaljer, der dog siden blev fjernet på det færdige positive billede.«

Blandt de mange opgaver Maria Wehde er i fuld gang med at løse er også at få de fotograferede identificeret og placeret i eller uden for Kolding.

Dette arbejde lettes af, at Aagaard forsynede alle kollodium-plader og positiver med en lille mærkat med navne og stedsangivelse. Langt de fleste af mærkaterne sidder stadig på pladerne.

Derfor ved man, at arkivet rummer billeder af f.eks. Hans Lauritsen fra Gelballe, kommis Jørgensen, skrædder Petersen, en Wigtor Bæk, gendarm Hansen, murer Schønemans søn, garver Petersen, en frøken Grønwold og mange, mange andre Kolding-borgere.

Da mange af de mellem 1.000 og 1.300 billeder rummer mere end en person og eftersom langt de fleste på billederne er fra Kolding og omegn, er det en meget stor del af byens og egnens befolkning, der på denne måde er foreviget i Aagaard-samlingen.

»Det er et meget vægtigt og unikt stykke historisk dokumentation, vi har at gøre med her. En samling, der dels har lokalhistorisk betydning, men som også fortæller rigtig meget danmarks-historie fra den periode,« siger Maria Wehde, der erkender, at hun er dybt fascineret af at arbejde med de mange gamle billeder.

»Hver eneste billede har jo sin egen historie. Vi kender ikke meget til den, men hver eneste billede sætter fantasien i sving. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at lave mine egne små historier om billederne,« siger hun og nævner, at et af hendes yndlingsbilleder i øjeblikket viser Mette og Marie Nielsen fra Bjert.

»Det der fascinerer mig ved netop det billede, det er at de to kvinder – er de søstre? – i modsætning til de fleste af Aagaards modeller, ikke er i ført deres fineste puds. De er fotograferet i deres hverdags- eller arbejdskjoler.«

Da nyheden om fundet af Aagaard-samlingen begyndte at spredes, var der i medierne meget fokus på nogle helt specielle plader og billedet af Peder Larsens tre børn er gengivet adskillige gange i de seneste uger.

Det skyldes ganske enkelt, at den mindste af de tre børn formentlig var død, da det blev stillet op til fotografering sammen med sine søskende i Aagaards atelier i Rendebanen.

Med andre ord et såkaldt post mortem-foto, og dem er der flere af i samlingen. Blandt andet også et positiv af en lille afdød pige, der stadig ikke er identificeret, idet man har endnu ikke fundet glaspladen, men det forventes, at den vil dukke op på et senere tidspunkt i registreringsarbejdet.

Denne særlige type fotografier er ikke enestående, men eksempler på post mortem-fotos taget i atelier med den døde opstillet som var vedkommende levende, er i Danmark relativt få.

Langt mere udbredt var det f.eks. i Victoria-tidens England (fra ca. 1830 til 1900).

LINK: Se en serie post morten-billeder fra Victoria-tiden (eksternt link)

Dog må her lige indskydes, at mange af de gamle post mortem-billeder, der distribueres på nettet er af tvivlsom karakter, idet man i mange tilfælde har afsløret, at der slet ikke er tale om døde mennesker selvom det umiddelbart kunne se sådan ud.

»Vi får hver dag henvendelser fra folk, der har fuld tillid til de mange sider på nettet, der angiveligt viser post mortem-billeder. De er af den opfattelse at alle billeder, hvor man kan se et stativ, er post mortem-billeder. Dette er ikke tilfældet, idet man ofte brugte et stativ for at få den fotograferede til at sidde stille eller indtage en bestemt stilling,« siger Maria Wehde.

På Kolding Stadsarkiv lægger man meget vægt på, at så mange som muligt deltager i og følger med i processen med Aagaard-samlingen.

Det betyder, at man blandt meget andet har etableret en omfattende blog, som opdateres næsten dagligt med både tekst og nye billeder.

LINK: Her kan du følge arbejdet med Aagaard-samlingen på Kolding Stadsarkiv (eksternt link)

Når der kan skabes økonomisk grundlag for det, er det tanken, at opbygge en særlig portal til Aagaard-samlingen og andet.

»Vi har planer om at etablere denne så snart vi har økonomiske muligheder for det, og det er tanken at den udvikles med såkaldt open source, så alle andre også vil få glæde af systemet,« oplyser Maria Wehde, der tilføjer at også en mere detaljeret sammenligning med Tønnies-arkivet i Aalborg står meget højt på ønskelisten.

Generelt efterlyser Maria Wehde alle tænkelige oplysninger om både samlingen, billederne og de mange personer, der optræder på samme.

Man har allerede fået en del henvendelser og det har betydet, at flere af de portrætterede familier er blevet identificeret.

I forbindelse med identifikation og andet af Aagaards mange billeder arbejder Kolding Stadsarkiv tæt sammen med Koldinghus Forening af Slægtsforskere – og i den forbindelse er der planlagt en række arrangementer i samarbejde med foreningen.

Maria Wehde lukker forsigtigt trækassen med kollodiumpladerne på sit skrivebord og tager de hvide handsker af igen.

Glaspladerne i kassen er endnu ikke undersøgt og registreret.

Men billederne vil ikke - igen - blive gemt væk og støve til på en hylde.

En arkivering vil først ske, når kollodium-pladerne er nøje undersøgt for alle tænkelige detaljer.

Og dette ikke et sekund før, at de mange for længst afdøde på billederne, har givet deres bidrag til et stykke Danmarkshistorie  -  og til historien om deres familie og historien om den unikke Aagaard-samling.