Få historiske begivenheder har kaldt på så mange følelser i eftertiden – eller for den sags skyld så mange metaforer – som Første Verdenskrig.
Ikke bare på grund af antallet af dødsofre, selvom det betød, at hver landsby, hver boligblok og næsten hver eneste familie i de krigsførende lande mistede et medlem. Også fordi de medfølgende forandringer indiskutabelt og uigenkaldeligt fik tiden før til at fremstå som en tabt tid.
Ordene ovenfor stammer fra en af de mest læste erindringsbøger om livet før, under og efter Første Verdenskrig. Selve bogens titel – Verden af i går – er blevet til et bevinget ord.
Orden og fornuft kom ikke til at stå mindre stærkt
Stefan Zweig var ikke selv aktiv i krigen, men også for ham delte verdenskrigen som med et sabelhug virkeligheden i et før og efter og forlenede fortiden med en aura af tabt paradis.
Et Atlantis, hvis højere orden og fornuft ikke kom til at stå mindre stærkt i erindringen ved at stå i nostalgiens dis.
Følelsen af tab havde Zweig til fælles med mange andre af mellemkrigstidens memoireforfattere og brevskrivere, og i mængden og intensiteten af dem ligger der en bekræftelse af forestillingen om Første Verdenskrig som et brud af en særlig dybtgående karakter.
Hvad der gør det markant, var, at ‘de overlevende’ aldrig rigtig syntes at komme over det, aldrig syntes at slippe fri for en følelse af, at alting var forandret, og at resten af livet måtte leves i et fremmed land, der hed ‘efter’.
Første Verdenskrig markerer sig stærkt i erindringen
Her var der imidlertid en stor forskel på generationerne. Mens de ældre, som havde nået at have et liv før, fortabte sig i de gamle dage, lod de unge sig lettere rive med af alt det nye, der kom til at præge efterkrigstiden – ‘de brølende tyvere’.
Når Første Verdenskrig markerer sig så stærkt i erindringen som et brud i europæisk kultur, er det ikke kun, fordi den var en omfattende krig med ufatteligt mange døde og andre omkostninger – det var den også, men i disse rent kvantitative termer overgås den af Anden Verdenskrig, som alligevel ikke havde det samme skær af verdensundergang.
Det er snarere, fordi den var så unødvendig, kom så uventet og dannede en så velafgrænset og voldsom overgang fra et ret fredeligt og ordentligt, borgerligt 19. århundrede til et anderledes kaotisk og forvildet 20. århundrede, til hvis videre forløb krigen kom til at bidrage så stærkt.
Storbritannien nærmest dansede sig vej ind i krigen
I årtierne efter verdenskrigen bed et billede af et relativt ubekymret Europa før krigen sig fast, godt hjulpet på vej af netop Stefan Zweigs Verden af i går.
Billedet stod stærkest i Storbritannien. Det var et billede af en nation, der nærmest dansede sig vej ind i krigen til det lystige akkompagnement af plæneklippere og ragtime, summende bier og champagnepropper. Et nostalgisk billede af et haveselskab – eller er det et jagtselskab? – som havde forekommet at kunne fortsætte i det uendelige, men pludselig ubarmhjertigt blev afbrudt af en haglbyge eller et uartigt ord.
Et tabt paradis, altså – en guldalder, forlenet med en uskyldighed, der bagefter også syntes for evigt tabt.
Erindringen om tiden ‘før syndefaldet’ var kulturens centrum
Det er et billede, som findes bekræftet i mange levn fra tiden – i elegancen i John Singer Sargents og andre portrætmaleres fremstillinger af overklassens ufattelige luksus; i en tilsyneladende uendelig række af gruppefotografier af netop jagt- og haveselskaber med en livsglad, rund kong Edward VII som både faktisk og symbolsk centrum; i John Galsworthys og Henry James’ romaner, uanset hvor mange sociale, psykologiske og eksistentielle problemer de måtte have peget på.
Storbritannien stod også i det længere løb til at miste mest ved den første verdenskrig – et verdensdækkende imperium – så måske naturligt nok blev tabsforestillingen meget stærk her. Men også i de andre europæiske nationer skulle erindringen om tiden ‘før syndefaldet’ komme til at stå i kulturens centrum i mellemkrigstiden.
Faderen bilder sig ind, at han er en stor fransk hærfører
Det var verden, før alting gik af lave. I Danmark kan man pege på Jacob Paludans dannelsesroman Jørgen Stein, som igennem mange årtier var fast inventar på konfirmandernes gavebord.
Her kontrasteres en provinsbys myndige amtmand, Jørgen Steins autoritative fader: verdens akse anno 1914, symbolsk med samme person efter krigen, nu detroniseret, eksileret til storbyen, lidende af rystearm og vildfarelser i en sådan grad, at han til sidst bliver kørt over af et automobil – selve fremskridtet! – da han krydser gaden efter at have erhvervet sig en hovedbeklædning a la Napoleon hos en marskandiserjøde.
Faderen bilder sig ind, at han er hin store franske hærfører – en skørhedens stereotyp.
Den europæiske identitet hang bedre sammen før 1914
Tiden før 1914 var en tid, hvor den europæiske identitet, trods alle rivaliseringer mellem nationerne, hang bedre sammen end senere, på sæt og vis også bedre, end den gør i dag, hvor der ellers arbejdes så hårdt på at retablere den. Den engelske historiker A.J.P. Taylor sammenfattede det:
I Taylors billede af den europæiske civilisation ved tærsklen til verdenskrigen er vægten på homogeniteten. Det var en overvejende bymæssig civilisation, skriver han, hvor byerne havde den samme karakter og var præget af samme byggestil.
Nostalgi er ikke en erindring
Europæerne klædte sig så nogenlunde ens, spiste på nogenlunde de samme tidspunkter – dog med visse divergenser – og troede på nogenlunde det samme. Der herskede et i det store og hele fælles syn på moral og filosofi – vagt kristent og optimistisk liberalt. Alle lignede hinanden, med visse racemæssige variationer, de var lyserøde eller, som det hedder, ‘hvide’ i huden.
Europa var i sin ‘imperialistiske fase’ og havde styr på verden. Tre europæiske magter – Frankrig, Storbritannien og Rusland – kontrollerede cirka 80 procent af jordens overflade. Tre europæiske magter – Frankrig, Tyskland og Storbritannien – sad på halvdelen af verdens industri og halvdelen af den internationale handel.
Ingen ikke-europæiske magter var i nærheden af at kunne rivalisere med de europæiske, skønt både Japan og USA gjorde, hvad de kunne. USA var allerede det største enkelte industriområde i verden, men stadig et debitorland og afhængigt af Londons City.
Ikke noget at sige til, at tiden før kunne komme til at stå i gyldent flor i tilbageblikket. Men nostalgi er ikke erindring, snarere en bedragerisk form for glemsel.
Billedet af haveselskabet var et billede af uansvarlige mennesker
Billedet af guldalder og edwardiansk haveselskab kom da heller ikke til stå uudfordret i eftertiden. Eller rettere: Det skulle blive tintet i noget dunklere og mere skæbnesvangre toner.
For de mange, der kom ud på den anden side af krigen med livet i behold, blev selve den påståede sorgløshed før krigen et symbol på netop de negative kræfter og tendenser, der havde forårsaget krigen: selvovervurderingen, mageligheden, den selvfølgelige hedonisme, den blinde tro på fremskridtet, på autoriteten, videnskaben, mennesket, civilisationen, fornuften.
Billedet af haveselskabet blev i denne optik til et billede af uansvarlige mennesker, som fordrev deres ørkesløse luksusliv på randen af en afgrund. Den sidste vals før dødedansen.
Modsætningen mellem industriejerne og arbejderne var af stigende betydning
I dette mere dystre tilbageblik blev det betonet, at det tilsyneladende så integrerede Europa op imod 1914 havde været truet af store splittelser, der løb som revner i jorden.
Nogle af de mest truende modsætninger løb tværs igennem de enkelte stater. Klasseopdelingen var en af dem. Der var rivaliseringer mellem de besiddende klasser, et jordejende aristokrati og et industrielt bourgeoisi under opstigning, og mellem jordejere og småbønder og landarbejdere af forskellig art (tydeligst i de europæiske udkanter).
Af stigende betydning de fleste steder var modsætningerne mellem industriejerne og arbejderne, som i årtierne omkring århundredeskiftet strømmede ind mod de vesteuropæiske byer. Arbejderne blev i sidste halvdel af det 19. århundrede mere klassebevidste og forlangte en større andel af den nationale velstand.
Der fandtes socialistiske partier i alle lande, som forsøgte at organisere kampen, nogle steder var de integreret i det politiske system, andre steder stod de udenfor.
Nationale grupperinger manifesterede sig på Balkan
Blandt de mest truende modsætninger i datidens Europa var de nationale. Opdelingen af Europa i suveræne stater, som ikke tilnærmelsesvis dækkede de nationale grupperinger, skabte i stigende grad problemer. Mange af disse manifesterede sig på Balkan, i grænseområdet mellem de to store, udmattede riger, Østrig-Ungarn og Osmannerriget.
Hertil kom så de storpolitiske modsætninger, som i det sidste halve århundrede op imod verdenskrigen især angik koloniherredømmet. Her tilspidsede tingene sig gradvis. Udgangspunktet var samlingen af Det Tyske Rige. Den var sket i 1871, som et resultat af tre mindre tyske krige, en mod Danmark i 1864, en mod Østrig-Ungarn i 1866 og en mod Frankrig i 1870.
Samlingen blev orkestreret af kejserrigets magtfulde Blut und Eisen-kansler, Otto von Bismarck, som også i de efterfølgende årtier skulle dominere kontinentets storpolitiske scene.
Man ville afskrække Rusland fra at angribe Østrig-Ungarn
Bismarcks sikkerhedspolitik gik især ud på at bevare et fornuftigt forhold til Rusland, som Bismarck anså for Tysklands ‘naturlige’ fjende, så længe Frankrig stadig var svækket oven på Den Fransktyske Krig. Det såkaldte Dreikaiserbund mellem dynastierne Romanov, Habsburg og Hohenzollern havde til opgave at sikre dette.
I 1879 tog Bismarck imidlertid skridt til en egentlig militæralliance med Østrig-Ungarn, siden også med Italien, en aftale, som siden skulle gå under navnet Tripelalliancen og vise sig at være en væsentlig faktor i de modsætninger, der førte til verdenskrigen.
Meningen med alliancen var dels at afskrække Rusland fra at angribe Østrig-Ungarn – disse to magter havde stærkt modstridende interesser på Balkan – dels at isolere Frankrig, som hurtigere end ventet var kommet sig over nederlaget til Tyskland og nu plottede for revanche.
Tyskland skulle længere ind i det globale spil om kolonier
Når Bismarcks strategi blev så vellykket, skyldtes det blandt andre ting, at Frankrig i 1880’erne begav sig ud i en udsigtsløs kolonial styrkeprøve med England i Nordafrika, samt at England på sin side ikke var utilfreds med, at Bismarck holdt Rusland og Frankrig i skak.
England betragtede nemlig i de sidste årtier af det 19. århundrede disse to stater som klart den største trussel mod imperiet, Frankrig i Nordafrika og Mellemøsten, Rusland først i Sortehavet, siden i områderne ned mod Det Indiske Ocean.
Dramaet intensiveredes mærkbart, efter at Wilhelm II i 1890 blev tysk kejser. Han afskedigede Bismarck og anlagde derefter en skarpere kurs over for Rusland. Det åbnede for en tilnærmelse mellem Rusland og Frankrig, og de to lande indgik en militæralliance i 1894, ifølge hvilken de var gensidigt forpligtede, skulle et af dem komme i krig med Tyskland.
Wilhelms intention var at føre Tyskland længere ind i det globale spil om kolonier. Det tilsagde, mente han, såvel Tysklands militære sejr over Frankrig i 1870 og dets samling i 1871 som dets enorme økonomiske vækstrater i årtierne derpå.
England så Tyskland som en behagdelig buffer over for Rusland
Kolonibesiddelse var de store nationers allervæsentligste parameter for magt, og Tysklands sene ‘kommen til sig selv’ gjorde bare sulten så meget stærkere. Wilhelm havde med en for den kommende tid betydningsfuld vending – hentet hos filosoffen Friedrich Nietzsche – ‘viljen til magt’.
Wilhelms tiltag gjorde ikke det storpolitiske spil mindre uoverskueligt. Ikke mange faktorer lå fast i de indbyrdes relationer mellem stormagterne, nærmest kun to: fjendskabet mellem Tyskland og Frankrig, oven på den for sidstnævnte så ydmygende krig i 1870, og alliancen mellem Tyskland og Østrig-Ungarn. Alt andet var til forhandling.
Frem til århundredeskiftet anså England, som diplomatisk altid ville søge en magtmæssig ligevægt mellem de kontinentale magter, mest af alt Tyskland for en behagelig buffer over for såvel Rusland som Frankrig.
Man bekymrede sig om krig
Så sent som 1901 kontaktede den britiske regering Berlin med henblik på en alliance mellem de to lande, hvis dynastier ydermere også havde familiemæssige relationer.
Berlin svarede noget arrogant, at England passende kunne slutte sig til Tripelalliancen, så det blev der ikke noget skind af. Men hvis nogen omkring århundredeskiftet skulle bekymre sig for krig, var det sandsynligvis en krig mellem England på den ene side og Frankrig og/eller Rusland på den anden. Altså indbyrdes mellem de tre magter, der snart skulle være på den samme side i verdenskrigen.
Hvad der for alvor fik England til at tage afstand fra Tyskland, var den intensiverede tyske Weltpolitik i almindelighed og den tyske flådeopbygning efter århundredeskiftet i særdeleshed. Dér gik grænsen for England.
De tre magter ville se på sagerne sammen
Det enorme engelske imperium var aldeles afhængigt af dominans til søs – det var alfa og omega i den engelske selvforståelse og sikkerhedspolitik. Man svarede derfor straks igen i oprustningskapløbet, og det med succes. Samtidig søgte man forsigtigt nærmere imod Frankrig og Rusland – ikke i en egentlig alliance, men en entente – en ‘forståelse’ – Tripelententen (1907).
Forståelse betød her, at de tre magter ville se på sagerne sammen, hvis de spidsede til.
Det gjorde de ret jævnligt i de sidste år inden verdenskrigen. Der var konfrontationer mellem Frankrig og Tyskland over Marokko i 1905 og igen i 1911, og krig på Balkan i 1912-13.
Volds- og raceideologierne var ikke gået over hovedet på magthaverne
Det 19. århundredes europæiske samfund var et i det væsentlige kristent funderet samfund. De omfattende materielle forandringer – industrialisering, urbanisering, demokratisering og kolonisering – farvedes moralsk af en fortrøstning om, at Vestens folk var Guds udvalgte og dets historiske mission at udbrede den kristne civilisation til den øvrige verden.
Det kan i dag forekomme fjernt, måske også hyklerisk, men det gav alt en højere mening. Der var en ubestemt, men dyb tillid til, at forsynet fandtes et sted deroppe som en kosmisk tronhimmel, en hellig baldakin, som det er blevet kaldt, der ovenfra indrammede det vestlige menneske og alle dets gerninger.
Samtidig var tidens vulgærdarwinistiske tankegods og dens flirt med allehånde volds- og raceideologier heller ikke gået hen over hovedet på tidens magthavere. Det syntes på en og samme gang at bekræfte og underløbe det vestlige menneskes selvforståelse som toppunktet af civilisation og den ny skabningens herre.
Første Verdenskrig var ikke uundgåelig
Første Verdenskrig skulle blive den største katastrofe i vestlig historie. Det ville være forkert at sige, at den var uundgåelig. Den kunne lige så gerne ikke være indtruffet, og så ville verden have set noget anderledes ud. En serie af følgekatastrofer ville dermed have været aflyst: Den Russiske Revolution, Lenin, Stalin og kommunismen, Mussolini og fascismen, Hitler og nazismen, Anden Verdenskrig, holocaust osv.
Men Første Verdenskrig indtraf, og den brød med de fleste oppustede forestillinger om, hvad det vestlige menneske og den vestlige kultur egentlig var. Med forfatteren George Orwells senere opsummering:
En følelse af skæbne blev fastholdt i erindringen
Lerkarret knust, baldakinen sønderrevet. Metaforerne står i kø. Hvad krigen først og fremmest kom til at betyde på det kulturelle plan, var tab af Gud. Dermed faldt den autoritet, der havde båret det 19. århundredes verden – fadermyndigheden, den centrale instans i det gamle samfund.
Det er den øverste rubrik for det, der skylledes ud med krigen. Retrospektivt – set hen over en skyttegrav og et ingenmandsland – kom det 19. århundredes selvtilfredse kultur og muskuløst ekspansive økonomi og teknologi betænkeligt til at ligne overmod.
I krigens slipstrøm sporedes samfund og kultur ind på nye veje, som på en måde virkede dragende, men også fremmede og usikre på et menneske, der trods alt var skolet til noget andet og nu kunne føle sig løftet af sine hængsler.
En følelse af skæbne, forbundet med krigen, blev fastholdt i erindringen. Historikeren Guy Chapman havde været med i krigen som helt ung. Skuende baglæns hele vejen fra 1970’erne beskrev han krigens virkninger i umisforståelige vendinger:
